Se primært indhold

Hvornår er det bedst at rejse til USA?

Rejsevejledning

Oplysningerne på denne side er baseret på historiske gennemsnit og afspejler muligvis ikke den nuværende situation. Vi anbefaler at du tjekker de lokale myndigheders seneste rejsevejledning.

Læs mere

Det er bedst at rejse til USA om foråret (fra slutningen af marts til slutningen af maj) eller om efteråret (fra slutningen af september til slutningen af oktober). Disse perioder ligger lige før og efter sommeren, så temperaturen er mild, og der er færre mennesker på de mest populære rejsemål.

USA er 2.680 km bredt fra øst til vest – og strækningen dækker hele fem klimazoner. Så den bedste årstid til at besøge USA afhænger faktisk af hvor du tænker på at rejse hen. Generelt set er foråret og efteråret de mest behagelige årstider i USA.

Vejret om foråret, som varer fra midt i marts til slutningen af maj, er dejligt varmt, og nationalparkerne, skovene og vådområderne i de sydlige stater såsom Californien, Florida og Nevada er utroligt smukke på denne årstid. De nordlige stater og byer er lidt længere om at varme op – men når de først gør det, så er New York, Washington D.C. og Chicago populære rejsemål. Vejret er også godt om efteråret – temperaturen er behagelig, og fortryllende efterårsfarver maler landskabet mange steder i landet. Disse skuldersæsoner er det perfekte valg for friluftsfolk som holder af at tage ud at vandre, cykle og campere.

Vejret måned for måned og rejsetips til USA

Efter julens festligheder er der mere stille og roligt i USA i januar. Særligt i de nordlige stater kan vejret virke trist med korte dage og masser af sne mange steder. Så husk at medbringe din tykkeste vinterfrakke for at holde varmen i byer som Boston, New York og Philadelphia. I sidstnævnte afholdes Mummers Parade hvert år på nytårsdag. Hvis du er glad for skisport, kan du tage til nogle af landets skiområder såsom Park City i Utah eller Aspen i Colorado Begge steder er berømte for deres puddersne, og sidstnævnte også for Winter X Games ,der afholdes i slutningen af måneden.

I de sydlige stater som Florida, Louisiana og Texaser vejret derimod meget varmere med gennemsnitstemperaturer på 16-18 °C. Er du på jagt efter sol i januar, så er det sydlige Californien et glimrende valg med dejlige strande i Orange County og afslappede San Diego samt ørkenområderne i Palm Springs, Joshua Tree og Death Valley. Hawaii er dog lige stedet for dig hvis du gerne vil væk fra kulden – for her ligger temperaturen dagligt på 20-25 °C.

12°C

Høj

3°C

Lav

Vejret i februar er koldt og mørkt mange steder i de nordlige stater. Det er alligevel en glimrende tid at hygge sig i bjergene eller udnytte de nedsatte priser i bl.a. Chicago og Washington D.C. Du kunne planlægge din tur så den falder på Presidents Day (en national helligdag) den tredje mandag i måneden eller Superbowl – årets største sportsbegivenhed i Amerika. Du kan også drage ud i ødemarken i Wyoming og Montana, hvor du kan tage på ulve-safari og køre med hundeslæde – husk bare at pakke dig godt ind for at holde varmen.

Mod sydvest flokkes turister til Grand Canyon for at se den i al sin herlighed med et dække af sne. Længere mod øst i New Orleans forbereder lokale og turister sig på de legendariske parader og maskerader under Mardi Gras-festivalen der afholdes i slutningen af måneden. Det er meget varmere her i februar, så husk at tage lettere tøj og et farverigt kostume med.

12°C

Høj

4°C

Lav

Når foråret melder sin ankomst, begynder mange amerikanere – især dem mod syd – at tænke på festivaler og ferier. Vejret bliver varmere i stater såsom Georgia, Tennessee og Californien, og tusindvis af unge amerikanere drager til Florida på spring break (forårsferie) i marts. Det er den varmeste del af landet med gennemsnitstemperaturer på 22 °C og masser af strande at vælge mellem.

Mod nord sner det stadig, og skisæsonen er i fuld sving i bl.a. Utah, Colorado og Wyoming. Sørg for at tage masser af varmt tøj med hvis du skal til Boston eller New York – som hvert år konkurrerer om at arrangere den bedste parade på Skt. Patricks dag. Hen mod slutningen af måneden er der intet bedre sted at være end i Washington D.C., hvor hundredvis af lyserøde og hvide kirsebærblomster springer ud ved hovedstadens Tidal Basin samtidig med at National Cherry Blossom Festival afholdes.

16°C

Høj

7°C

Lav

Det lykkes endelig de nordlige stater at ryste vinterkulden af sig i april måned. Temperaturen kan snige sig op på omkring 15 °C, og solen begynder at titte frem. Meget af sneen erstattes af regn, især i kystområderne såsom New England og Pacific Northwest, så vær forberedt på vådt og blæsende vejr.

Mod syd er det højsæson for roadtrips. Hvis du er ved at planlægge en roadtrip på tværs af landet, så er april den perfekte måned at besøge de sydlige nationalparker uden sommerens menneskemængder. Nationalparkerne i Utah og Arizona er perfekte steder at udforske på vej til Las Vegas i Nevada. Der er ikke alt for varmt i verdens spillehovedstad på denne årstid, hvor den årlige Great Vegas Festival of Beer afholdes i begyndelsen af måneden. Der afholdes også andre begivenheder i april, herunder Coachella Music Festival i Californien, Wine and Food Festival i Miami, Jazz & Heritage Festival i New Orleans og Boston Marathon. Påskedag og Jordens dag (den 22. april) fejres i hele landet.

20°C

Høj

11°C

Lav

Begivenheder i USA i april

Ventura Earth Day Eco Fest

25. april 2025

Efter det mildere vejr i april starter foråret for alvor i maj måned. Nu er det meste af USA en palet af grønne nuancer og farverige vilde blomster. Temperaturen kan nå helt op på 18-23 °C, så det er varmt nok til at udforske de nordlige millionbyer såsom New York, Chicago og Washington D.C. uden at skulle bekymre sig om kulden – det kan dog være en god idé at tage en let regnjakke med.

Disse fremragende vejrforhold gør også maj til den perfekte måned at opleve landets naturlige vidundere. Yellowstone National Park i Wyoming og de mange nationalparker i Utah forvandles til geologiske eventyrlande, især når dyrene kommer ud af deres hi. Death Valley i Californien er desuden det ideelle sted at se Mælkevejen. Månedens største begivenhed er Cinco de Mayo hvor mexicansk kultur fejres med levende musik, dans og børnevenlige aktiviteter overalt i landet. Memorial Day, en af landets største helligdage, fejres den sidste mandag i måneden og markerer begyndelsen på sommeren.

24°C

Høj

15°C

Lav

Begyndelsen af juni er helt sikkert den bedste tid på året i USA. I de første par uger er vejret varmt med masser af sol næsten uanset hvor du befinder dig, og antallet af turister er endnu ikke på sit højeste. Det er det perfekte tidspunkt at besøge forskellige nationalparker såsom Yosemite i Californien, når smeltevandet fra den højtliggende sne giver spektakulære vandfald. Festivalsæsonen er også i fuld gang med bl.a. Bonnaroo Music and Arts Festival (Manchester, Tennessee) og den legendariske Pride-parade i San Francisco.

Temperaturen er lidt køligere længere mod nord, men alligevel lun hele tiden – især i byer ved vandet såsom Cleveland, Providence og Atlantic City. Der er heller ikke mangel på begivenheder. Der er tre dage med gratis blues og jazz på Chicago Blues Festival, og i New York afholdes Mermaid Parade på Coney Island. Den største begivenhed er dog Summerfest, som afholdes hver juni i Milwaukee, Wisconsin. For øjeblikket har den titlen som USAs største musikfestival.

27°C

Høj

19°C

Lav

Juli er en af de varmeste og travleste måneder i USA. Skoleferien er godt i gang, og amerikanske familier slutter sig til turisterne i nationalparkerne og badebyerne overalt i landet, så sørg for at booke tidligt. Temperaturen ligger på behagelige 25-30 °C og kan nå endnu højere op i sydvestlige byer som Austin, Texas og Phoenix, Arizona. Vejret mod øst er mere fugtigt, men sporadisk tordenvejr er med til at rense luften.

Hvis du nøje planlægger din rejse, bør du ikke gå glip af festlighederne den 4. juli. Amerikas uafhængighedsdag fejres overalt i landet med parader, fester og fyrværkeri i et hav af rødt, hvidt og blåt. Juli er også perfekt til at udforske det ellers regnfulde område Pacific Northwest, hvor byer som Seattle og Portland rigtig kommer til deres ret. Førstnævnte er vært for madfestivalen Bite of Seattle i juli, og sidstnævnte går helt amok med håndbrygget øl under Oregon Brewers Festival. I Santa Fe afholdes Folk Art Festival i juli måned, og den største madfestival i hele verden – Taste of Chicago – finder også sted i denne måned.

29°C

Høj

21°C

Lav

Du skal regne med kvælende varme i august, hvor dagtemperaturerne sjældent ligger på under 35 °C i den sydlige del af landet. Vejret er også utroligt fugtigt i nogle af de østlige byer og regioner. Bliver det for varmt, er et smut til den nærmeste kystlinje den bedste mulighed. Men vær forberedt på at de fleste strande er fyldt med byfolk og familier som lige skal nå en strandferie inden skolen starter. Det betyder til gengæld lavere priser og færre mennesker på ellers stærkt besøgte rejsemål som New York, Chicago og Los Angeles.

De gode nyheder er at USA har en prægtig kystlinje på tusindvis af mil – lige fra kysten i New England til strandene i Carolina og langs Stillehavskysten i det sydlige Californien. Du kan også benytte lejligheden til at udforske de bjergrige nationalparker såsom Yellowstone og Grand Teton, som begge ligger i Wyoming, eller tage til naturskønne Alaska, hvor vejret er mildt og dagene lange i august måned. Iowa State Fair, som varer det meste af måneden, finder sted i hovedstaden Des Moines, og tennisfans skynder sig til New York for at se verdens bedste tennisspillere dyste i US Open.

29°C

Høj

20°C

Lav

I september bliver vejret lidt køligere og mere stille i det meste af USA, og det er kun i de varmeste byer mod syd at dagtemperaturen når op over de 30 °C. Husk dog på at orkan-sæsonen i Florida starter i september, så det er nok bedst at undgå at tage derhen. Måneden starter med Labor Day – en national helligdag som symboliserer den uofficielle afslutning på sommeren. Dagen fejres med store sammenkomster og grillfester overalt i landet. Musikfestivalen Electric Zoo i New York og Detroit Jazz Festival er begge et besøg værd.

Der er også andre vigtige dage i september, bl.a. Patriot Day til minde om 11. september og Constitution Day den 17. september. Vinhøsten i Californien finder også sted i september, og Oktoberfesten holder sit indtog med øl og bratwurst i forskellige byer såsom Cincinnati og Pittsburgh. Størst af alt er dog Burning Man – 9 dage med elektronisk musik, hypnotiserende kunst og fællesånd midt i Nevadas Black Rock Desert.

27°C

Høj

18°C

Lav

Temperaturen falder i oktober når overgangstiden mellem sommer og vinter bringer fortryllende efterårsfarver til de nordlige stater. Vejret er ikke så koldt, så du kan sagtens udforske skovene i New England og lede efter de bedste steder at betragte de flotte efterårsfarver. Andre steder i USA hvor du kan opleve efteråret i al sin pragt, er Great Smoky Mountains i North Carolina og Tennessee samt Lake of the Ozarks i Missouri.

De sydlige stater køler lidt af, men vejret er stadig lunt – perfekt til at opleve de spektakulære lys og attraktioner i Las Vegas. Længere mod syd drager titusindvis til subtropiske Key West, som afholder Fantasy Fest, byens egen version af Mardi Gras, de sidste 10 dage inden Halloween. Halloween, som finder sted den 31. oktober, er en af årets mest spændende begivenheder med parader i New York, Los Angeles og Salem, Massachusetts.

22°C

Høj

14°C

Lav

Antallet af turister falder markant i november, når vinteren får fat. De kolde vinde i mange af de nordlige stater fører masser af regn og endda sne med sig. Nede i Florida markerer slutningen af orkan-sæsonen en ny begyndelse med varmt og tørt vejr – perfekt til en tur til forlystelsesparkerne i Orlando. Hvad du skal have med i kufferten afhænger af hvilken region du skal til, for klimaet i nord og syd er meget forskelligt på denne årstid.

Veterans Day afholdes den 11. november, og Thanksgiving den fjerde torsdag i måneden. Der er også mange andre nationale festligheder samme dag, hvoraf den mest berømte er Macy's Thanksgiving Day Parade i New York med marchorkestre og gigantiske flåder. Dagen efter er Black Friday – en vigtig dag i kalenderen for juleindkøb – hvor der er kanontilbud i forretninger landet over. Hvis du befinder dig i New York, er det måske en god idé at tage en tur til Boston og udforske de historiske bygninger langs Freedom Trail, hvor den amerikanske revolution startede.

17°C

Høj

8°C

Lav

December er en travl måned i USA. Gaderne i de større byer fyldes med folk på juleindkøb, og skisæsonen starter i Rocky Mountains. Skisportsstederne i Colorado, Wyoming, Montana, Idaho og Utah bugner med vintersportsentusiaster som er fast besluttet på at få det bedste ud af den nye sne. Byerne i den østlige del af landet og i Midtvesten lyser op med festlig julepynt, skøjtebaner og endda julemarkeder i europæisk stil. Du skal pakke dig godt ind hvis du rejser til de nordlige stater i december – og det er bedst at booke i forvejen for at få en bedre pris.

Vejret i de sydlige byer – såsom Miami og San Diego – er stadig varmt nok til at du kan gå rundt i T-shirt. Selve juledag er en national helligdag, og nytårsaften byder på fantastisk festfyrværkeri overalt i landet. På legendariske Times Square i New York kan du se den berømte kugle glide ned ad en flagstang mens publikum tæller ned til nytår det sidste minut før midnat. December er også den bedste måned at se Aurora Borealis – bedre kendt som nordlyset – i hele Alaska.

14°C

Høj

6°C

Lav

Vejr og temperatur i USA

Det bedste tidspunkt at rejse til USA afhænger af hvad du er på udkig efter. Hvis du bekymrer dig om vejret, så der det en god idé at huske at USA har fem forskellige klimazoner med markante forskelle hele året rundt. Generelt set er vejret mest behageligt om foråret og efteråret de fleste steder.

Gennemsnitstemperaturen i den nordøstlige del af landet – f.eks. i New York, Boston og Philadelphia – når op på 9 °C om foråret og 11 °C om efteråret, og hele regionen får også en del regn. Derimod nyder byer i den sydvestlige del af landet – såsom Los Angeles, San Francisco og San Diego – godt af masser af solskin og temperaturer på mellem 12 og 17 °C om foråret og efteråret. Længere oppe ad vestkysten, i Portland og Seattle, som ligger i henholdsvis Oregon og Washington, er vejret både køligere og vådere. Temperaturen hen på foråret i Midtvesten, såsom i Chicago og Columbus, er dejlig varm, men det kan godt blive koldt om efteråret. Gennemsnitstemperaturen i sydøstlige byer som Miami og Orlando i Florida og New Orleans i Louisiana, kan nå op på 19- 22 °C både om foråret og om efteråret.

jan. feb. mar. apr. maj jun. jul. aug. sept. okt. nov. dec.
New York Høj 4°C 4°C 8°C 15°C 21°C 25°C 29°C 27°C 24°C 18°C 12°C 9°C
Lav -3°C -3°C 1°C 7°C 13°C 18°C 22°C 21°C 17°C 12°C 5°C 3°C
Las Vegas Høj 15°C 18°C 23°C 26°C 31°C 38°C 39°C 38°C 35°C 28°C 20°C 14°C
Lav 4°C 7°C 11°C 14°C 19°C 25°C 27°C 26°C 23°C 16°C 8°C 5°C
Orlando Høj 22°C 23°C 25°C 28°C 30°C 31°C 32°C 32°C 31°C 29°C 25°C 25°C
Lav 11°C 13°C 15°C 18°C 21°C 23°C 24°C 24°C 23°C 20°C 16°C 15°C
Los Angeles Høj 21°C 20°C 22°C 22°C 23°C 24°C 26°C 28°C 29°C 27°C 23°C 19°C
Lav 9°C 10°C 12°C 13°C 15°C 17°C 18°C 19°C 19°C 17°C 13°C 10°C
Miami Høj 24°C 25°C 26°C 28°C 29°C 30°C 31°C 31°C 31°C 29°C 27°C 26°C
Lav 18°C 18°C 19°C 22°C 23°C 25°C 26°C 26°C 25°C 24°C 21°C 20°C
San Francisco Høj 14°C 14°C 15°C 15°C 16°C 17°C 18°C 18°C 19°C 19°C 16°C 14°C
Lav 9°C 10°C 11°C 11°C 11°C 12°C 14°C 14°C 14°C 14°C 12°C 10°C

Vejrdata fra Forecast.io

Pris på ophold i USA

Vil du rejse smart? Her kan du se gennemsnitsprisen for overnatning pr. nat i USA.

    0 73 146 219 292
  • € 127 jan.
  • € 137 feb.
  • € 150 mar.
  • € 158 apr.
  • € 171 maj
  • € 169 jun.
  • € 170 jul.
  • € 167 aug.
  • € 172 sept.
  • € 178 okt.
  • € 160 nov.
  • € 176 dec.
    0 73 146 219 292
  • € 143 jan.
  • € 161 feb.
  • € 167 mar.
  • € 151 apr.
  • € 159 maj
  • € 207 jun.
  • € 218 jul.
  • € 200 aug.
  • € 174 sept.
  • € 171 okt.
  • € 161 nov.
  • € 199 dec.
    0 73 146 219 292
  • € 46 jan.
  • € 50 feb.
  • € 60 mar.
  • € 64 apr.
  • € 68 maj
  • € 67 jun.
  • € 66 jul.
  • € 66 aug.
  • € 69 sept.
  • € 67 okt.
  • € 62 nov.
  • € 72 dec.
    0 73 146 219 292
  • € 192 jan.
  • € 206 feb.
  • € 217 mar.
  • € 205 apr.
  • € 203 maj
  • € 275 jun.
  • € 289 jul.
  • € 251 aug.
  • € 231 sept.
  • € 225 okt.
  • € 235 nov.
  • € 284 dec.
    0 73 146 219 292
  • € 177 jan.
  • € 181 feb.
  • € 185 mar.
  • € 187 apr.
  • € 197 maj
  • € 209 jun.
  • € 220 jul.
  • € 213 aug.
  • € 208 sept.
  • € 207 okt.
  • € 194 nov.
  • € 203 dec.

De bedste steder at besøge i USA

Se nogle af de mest populære byer, steder at besøge og aktiviteter i USA!

Det synes andre rejsende om deres ferie i USA